Familien fra

Vrensted


Palle Filholm

Palle Filholm

bornholm

Om mig Palle er der det at sige, at jeg flyttede med familien rundt til de forskellige steder, og som jeg var inde på tidligere, betød det, at vi kom til større byer, hvor der var mulighed for at gå længere i skole.

Da klaselæreren i Brønderslev sende besked med hjem om at "Palle ville have fordel af at deltage i mellemskolens undervisning" tror jeg nok, at far var meget betænkelig. Der var ingen tradition for, at nogen i familien skulle læse, og han har vel også tænkt på de udgifter eller manglende indtægter, som en forlænget skolegang ville betyde.

Jeg kom i mellemskolen, og da vi lidt senere flyttede til Hjørring kunne jeg fortsætte, og det viste sig, at jeg fik så gode karakterer, at det var rimeligt at fortsætte i gymnasiet.

I den tid lavede jeg ikke meget, men gik dog med aviser, og havde så Yidt muligt arbejde i sommerferierne.

På et eller andet tidspunkt havde jeg bestemt, at jeg ville være ingeniør, og efter studentereksamen var den direkte vej hertil: Polyteknisk Læreanstalt, som Danmarks Tekniske Universitet hed dengang. Vi havde naturligvis ikke penge til fire og et halvt års studier, men far hjalp mig med at finde fem personer, der tilsammen ville kautionere for et studielån på fem tusinde kroner. En af dem var onkel Svenning, en anden møbelhandler Schmidt, hvor jeg havde været bud i en sommerferie, og så var der en marskandiser og to andre, som jeg ikke husker. Jeg var nogenlunde heldig med at få værelse, til sidst opnåede jeg endda at komme ind på Studentergaarden, på deres Vendsyssel værelse. På læreanstalten gik det også rimeligt, jeg blev ingeniør på normal tid, bortset fra at jeg skulle til sygeeksamen i et fag, fordi jeg havde fået gulsot og var indlagt på St Josefs Hospital i en tre ugers tid.

På den tid kom der et opslag på læreanstalten, om at den færøske landsingeniør søgte en ingeniør til havnebygning, og jeg søgte stillingen, og fik et telegram, hvor der stod noget i retning af: De er antaget til stillig her, kom med første båd. Jeg fik så pakket mine kufferter og fik billet til Dronnig Alexandrine, og kom til Færøerne ca første april 1950. Jeg skulle føre tilsyn med et par havnearbejder i Tverå og Våg, og de står endnu.

I Tverå mødte jeg Sonja, og vi blev enige om at gifte os, selv om Sonjas far var modstander af partiet. I mellemtiden var havnearbejdet blevet færdigt, og jeg fik tilbudt at være med til etableringen af et vandkraftanlæg i Vestmanna, dog således, at jeg skulle sidde på tegnestue hos Højgaard og Schultz i de første trekvart år for at være med i projekteringen af værket. Det passede udmærket, vi blev gift i Torshavn og rejste umiddelbart efter til Hjørring, så sonja kunne hilse på min familie, og derefter til København, hvor vi var heldige at få en lejlighed på første sal i en villa på Ibstrupvej, vistnok nr 8.

Efter de ni måneders forløb rejste vi så til Vestmanna, det var i april 1952. Her var vi i to år, og Bjarni blev født her i 52
.
Jeg havde afdraget lidt på min studiegæld, som var blevet lidt over 5000 kr det første år, jeg arbejdede, fordi man dengang først betalte skatten året efter, at man havde tjent pengene, men senere var det ikke blevet til så meget, vi havde jo også kun een løn. Men da vi var færdige i Vestmanna fik vi igen tilbud om et nyt job, denne gang som tilsynsførende ved en bygning af en fiskefabrik, vi blev enige om at ssige ja, under forudsætning af, at jeg "blev forgyldt". Da de hørte, at der kun skulle 2000 kr om måneden til forgyldningen, fik jeg jobbet, og i løbet af sommeren fik vi gælden indbetalt, og havde endda penge i banken.

Jeg havde søgt et par job i Vendsyssel, da tiden nærmede sig for færdiggørelsen af fabrikken, og det endte med ansættelse hos stadsingeniøren i Hjørring, fra slutningen af 1954. Vi boede en måneds tid hos far og mor på Langagervej, så købte vi sammen med Elinor og Ole og med far som ejendomsmægler hus på Østre Alle nr 48.

Vi var i Hjørring til efteråret 1956, da jeg fik arbejde ved Aalborg havn, vi boede i Provstejorden,

det var vist nr 8. Huslejen var med varme 220 kr om måneden, og vi fik endda huslejetilskud fra

kommunen. Det gik meget godt, men vi skulle prøve noget mere.

Dette mere blev Bornholm, hvor jeg fra 15 april 1959 blev ansat som ingeniør hos stads- og

havneingeniøren. Et par år senere blev jeg afdelingsingeniør, og i 1975 blev jeg selv stads- og

havneingeniør, da formanden døde. det var jeg så indtil 1989 da jeg gik på pension som knap 63

årig.

Sonja havde haft arbejde i en boghandel mens vi var i København i vores ægteskabs begyndelse. I Rønne kom hun igen ud på arbejdsmarkedet, først i Colbergs boghandel, og i 1964 på Avangsskolen som årsvikar. Her fortsatte hun i 17 år indtil lærernes fagforening gjorde vrøvl, og ville have medlemmer i alle stillinger. Hun fik dog snart efter arbejde i Klemensker, i første omgang med at undervise nogle færøske børn i dansk mm, og senere fik hun også anden undervisnig. Hun kom også igen ind på Avangsskolen og havde forskellige afløserjob helt til hun blev 70.

Nu i 1998 er vi begge hjemmegående, og jeg tror ikke, at nogen af os er kede af det, for vi har rigeligt at tage os til.

Her vil jeg vende tilbage til Sonja. Hun er ligesom mig født i 1926. Hendes far var oprindelig svensker fra Astorp i Skåne, han var født i 1882, som søn af en kvinde, hvis trolovede var udvandret til Amerika, og derovre måske traf en anden dame. Han hed Albin Åkeson, kom tidligt ud af skolen og i murerlære så han blev udlært som attenårig. Han tog til Færøerne i 1901, måske for at opleve noget nyt og måske for at slippe for militærtjeneste i Sverige. Han kom til at arbejde ved kulminerne i Kvalbø og i Tverå og han var på Grønland i grafitminerne i to omgange i 1921 og 1922, sidste gang var han blevet gift med Mathilde Mortensen, og hun var med på turen, som jo ellers kun er for mænd.

Han arbejdede også i sit fag som murer og opsatte komfurer og ovne, og han byggede sit eget hus i 1926 i Tverå. Han blev en højt respekteret mand, og blev medlem af kommunalbestyrelsen, og han endte som formand for kommunens entrepenør afdeling. Han fratrådte dog sin stilling som 79 årig og døde som 90 årig. Mathilde var allerede død i 1930 af papegøjesygen så Sonja blev moderløs som fireårig. Det betød samtidig, at Sonja var enebarn indtil hun i 1940 fik en halvsøster, Augusta hvis mor var husbestyrer for Albin, men som han ikke giftede sig med.

Sonja tog præliminæreksamen og var senere i Danmark et år, dels i banken og dels hos Illum.
Det
var i 1947. Hun tog hjem igen og blev snart lærervikar for den færøske folketingsmand Peter Mohr Dam, og her viste hun sig særdeles egnet, så det gav hende mulighed for at fortsætte som lærervikar i Rønne, som jeg før har nævnt.

Vi fik vores første søn i Vestmanna i 1952, Bjarni, og den næste Torkil blev født i Hjørring i 1955. De kom først til at gå i skole i Rønne, og her tog de begge studenter eksamen. Bjarni som sproglig, og Torkil som matematiker. Denne begyndelse har resulteret i, at Bjarni nu er bibliotekar og er ansat ved Hjørring bibliotek, og Torkil er ingeniør og ansat i et firma, der hedder RE.

Bjarni har en datter på 17 år, Karoline, med sin første kone Lina, og nu har han og Mette Lise Lange fået to børn, en dreng, Mikkel, født i 1992, og en pige Mathilde født i 1995. Mette har en engelsk sølvsmedeuddannelse, og hun har været stewardesse og andet. Siden børnenes fødsel har hun dog mest haft barselsorlov.

Torkil har to drenge, Thomas født i 1987, og Peter født i 1989. Torkils kone hedder Søs Madelung, hun er sygeplejerske og er af Bornholmsk afstamning. Søs arbejder på rigshospitalet.