Læs om uret fra Amerika

Da vi denne sommer 2006 var til familiefest i Filholm, havde Bodil et gammelt ur, vi skulle se.

Ude i laden, på gulvet, lå et gammelt ur i en miserabel tilstand. Alle var vist nærmest ved at sparke til det, og sige at det skulle bæres på lodsepladsen. Ærgeligt nok blev der ikke taget et billede af det i den stand.

Mads begyndte at fjerne det gamle gaffatape(finer af en slags) og det rådne træ. Herefter begyndte vi, at kunne se mulighederne og Mads blev interesseret i selve urværket.

Samtidigt begyndte vi, at forhøre os om uret.

Bodil kunne fortælle, at det havde ligget oppe på loftet i Filholm siden 1967. Det blev pakket væk året før, at mine forældre flyttede til Ingstup. Det har ligget pakket ind i en dyne i Bentes gamle jernseng. Kjeld og Bodil vidste at det lå på loftet og har passet på, at der ikke kom regn ind på det. Men de havde det aldrig pakket ud.

Nu da Bodil skal flytte, har hun så fundet uret frem efter 39 år. Mine forældre fik et nyt ur i sølvbryllupsgave i 1968, da de var flyttet til Ingstrup.

Mads begyndte med at skille uret ad og mærkede tingene op i rette rækkefølge, vores plan var at koncentrere os om selve urkassen først. Lågen var flot men skrøbelig. I den nederste del af glaslågen er et glansbillede af en lille pige.

På indersiden, bagsiden er resterne af en plakat fra fabrikken. Det er fra Waterbury Clockcompany og Mads finder straks en del om fabrikken på nettet. Dette kan ses i en box her på siden.

Nu var kassen som den skulle være, og så var det tid at se på urværket. Urværket, som er af messing, blev gjort rent med petrolium og smurt med symaskineolie. Mads samlede de skilte dele og der blev monteret nye snore til lodderne. Selve urværket blev genmonteret i urkassen og det store øjeblik var nær, hvor det ville vise sig, om uret kunne gå. Lodderne som er meget tunge blev hængt på og uret vendt på højkant. Vi sætter uret i gang og det var vellykket, for det gik!!!! Derefter fulgte en finjustering med at få klokkeslagene til at slå på de rigtige tidspunkter og få uret til at følge tiden så korrekt som muligt. Det vil sige, at pendulets længde skal reguleres med under en tiendedels milimeter nøjagtighed.

I skrivende stund er vi så vidt, at uret går med under 5 sekunders nøjagtighed og Mads arbejder stadig på at få det så korrekt som et atomur. Vi har vænnet os til timeslagene, og hører det kun, hvis man tænker over det. En anden ting, vi ikke lige havde med i vores begejstring, er, at klokken skal trækkes op ret ofte. Der kan knap gå et døgn mellem hver gang, det skal trækkes op. Nu må vi tænke på det, når vi tager hjemmefra.

Det er blevet et flot møbel med en sjov historie. Vi er meget imponerede over, at det fungerer efter at have ligget på loftet i så mange år og var SÅ tæt på at ende på lossepladsen.