Læs om uret fra Amerika

Da vi denne sommer 2006 var til familiefest i Filholm, havde Bodil et gammelt ur, vi skulle se.

Ude i laden, på gulvet, lå et gammelt ur i en miserabel tilstand. Alle var vist nærmest ved at sparke til det, og sige at det skulle bæres på lodsepladsen. Ærgeligt nok blev der ikke taget et billede af det i den stand.

Jeg tænkte, at hvis ikke ingen andere ville have det, så ville jeg gerne. Måske kunne kassen bruges – ellers måtte jeg smide det væk. Mads havde tænkt, at det var noget forfærdeligt ragelse samlet med mørt gafatape og træt var råddent. Så da ingen andre ville have uret, tog jeg det med hjem.

Mads begyndte at fjerne det gamle gaffatape(finer af en slags) og det rådne træ. Herefter begyndte vi, at kunne se mulighederne og Mads blev interesseret i selve urværket.

Samtidigt begyndte vi, at forhøre os om uret.

Bodil kunne fortælle, at det havde ligget oppe på loftet i Filholm siden 1967. Det blev pakket væk året før, at mine forældre flyttede til Ingstup. Det har ligget pakket ind i en dyne i Bentes gamle jernseng. Kjeld og Bodil vidste at det lå på loftet og har passet på, at der ikke kom regn ind på det. Men de havde det aldrig pakket ud.

Nu da Bodil skal flytte, har hun så fundet uret frem efter 39 år. Mine forældre fik et nyt ur i sølvbryllupsgave i 1968, da de var flyttet til Ingstrup.

Bente kan fortælle, at det altid har heddet “Amerikaneruret” og at det først hang på væggen i den “Nordre” stue og senere, da stuerne var blevet lagt sammen, på væggen mellem de to stuer.

Jeg kan huske, at det var meget forbudt for os børn at røre “Klokken” og at det var “Fatters” job at passe uret og særlige vigtige ting blev gemt i og på uret. Vi havde stor respekt for uret og jeg tror aldrig at vi rørte det.

Mads begyndte med at skille uret ad og mærkede tingene op i rette rækkefølge, vores plan var at koncentrere os om selve urkassen først. Lågen var flot men skrøbelig. I den nederste del af glaslågen er et glansbillede af en lille pige.

På indersiden, bagsiden er resterne af en plakat fra fabrikken. Det er fra Waterbury Clockcompany og Mads finder straks en del om fabrikken på nettet. Dette kan ses i en box her på siden.

Selve urværket er lavet i 1874, og det må kassen jo så også være. På bagsiden af uret står få oplysninger, skrevet med blyant. Dette tyder på en evt reparation på “Frederikshavnsvej”.

Først var der en listekant på kassen, som skulle skiftes. Vi fik lavet en ny liste på et rammeværksted og den bejdsede vi mørk og lakerede den, som den øvrige kasse. Mads syntes, at brættet i bunden var for dårligt – det var råddent. Jagten gik nu på at finde en pind, der kunne
bruges. Det blev løsningen, at at købe en hylde og save en ny bund ud deraf. Denne blev også bejdset med spritbejdse. Da kassen var samlet og færdig, blev det hele lakeret med skibslak og fremstår nu – blank og mørk som mahony.

Lågen blev strippet for “Gaffatape” og også bejdset og lakeret, dog kun en enkelt gang. glassene blev renset og monteret igen. Ind imellem har vi støvsuget diverse byggemarkeder for at få de helt rigtige messing skruer og søm.

Nu var kassen som den skulle være, og så var det tid at se på urværket. Urværket, som er af messing, blev gjort rent med petrolium og smurt med symaskineolie. Mads samlede de skilte dele og der blev monteret nye snore til lodderne. Selve urværket blev genmonteret i urkassen og det store øjeblik var nær, hvor det ville vise sig, om uret kunne gå. Lodderne som er meget tunge blev hængt på og uret vendt på højkant. Vi sætter uret i gang og det var vellykket, for det gik!!!! Derefter fulgte en finjustering med at få klokkeslagene til at slå på de rigtige tidspunkter og få uret til at følge tiden så korrekt som muligt. Det vil sige, at pendulets længde skal reguleres med under en tiendedels milimeter nøjagtighed.

I skrivende stund er vi så vidt, at uret går med under 5 sekunders nøjagtighed og Mads arbejder stadig på at få det så korrekt som et atomur. Vi har vænnet os til timeslagene, og hører det kun, hvis man tænker over det. En anden ting, vi ikke lige havde med i vores begejstring, er, at klokken skal trækkes op ret ofte. Der kan knap gå et døgn mellem hver gang, det skal trækkes op. Nu må vi tænke på det, når vi tager hjemmefra.

Det er blevet et flot møbel med en sjov historie. Vi er meget imponerede over, at det fungerer efter at have ligget på loftet i så mange år og var SÅ tæt på at ende på lossepladsen.